Jeg fik min første spiral, og mærkede mine første markante smerter under samleje med min første kæreste da jeg var 16. Det var et kæmpe jag op igennem mit underliv og jeg kunne ikke bevæge mig i måske 10 minutter. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, men i dag kan jeg tydeligt genkende den smerte jeg mærkede dér.
Det var først da jeg var 17, at jeg begyndte at være generet af mine smerter igennem hverdagen. Jeg blev sendt ind til en gynækolog i Aalborg (kan ikke lige huske navn), og der fik vi ved en scanning konstateret, at det der nok har været generende, har været to cyster på min venstre æggestok. Den ene var sprunget, og jeg fik at vide, at den anden også ville sprænge på et tidspunkt. Og det var noget jeg bare skulle vente på gik over af sig selv. Men smerterne fortsatte og fortsatte, og samleje begyndte også at gøre ondt. Jeg havde også svært ved at nå til klimaks, da hele mit underliv altid krampede op når jeg fik gang i musklerne. Jeg snakkede med min egen læge og forklarede mig (2019), men han anede ikke hvad det var. Han foreslog jeg kom på p-piller. Jeg fik så en henvisning til Morten Ring i Aalborg der, og i stedet for at give mig p-piller, opsatte en spiral (havde fået fjernet den sidste fordi jeg følte den f*ckede med mig mentalt).
Min mor ringede til mig en dag og forklarede, at hun havde læst om noget der hedder endometriose, som hun syntes at jeg skulle læse op på. Det var en berigende oplevelse at læse om symptomer der passede til mig. Men også anstrengende, for behandlingen deraf er den samme uanset om du har en diagnose eller ej.
Det var først i 2020 jeg fik presset min læge til at henvise mig til et hospital, og jeg kom så til samtale på Hjørring hospital. Det gik relativt hurtigt fra samtalen til selve operationen (måske 6 mdr?).
Jeg fik i hvert fald en operation i januar 2021, hvor de konstaterede, at jeg havde endometriose i mit bækkenbund. Dog i en ikke synlig grad, så lægen var ikke bekymret. Det var selvfølgelig dejligt at vide, at det altså var unormalt at have så mange smerter som jeg havde, men jeg fik det også mærkeligt da jeg fik at vide, at det nærmest ikke var tilstedeværende. Var det bare mig der var overfølsom?
Vinter 2022 flyttede jeg til Aarhus, hvorfor mit igangværende forløb ved Hjørring blev rykket på Skejby. Et par måneder før jeg skulle til samtale så jeg et billede af, hvordan adenomyose ser ud på et billede i en facebookgruppe for endometrioseramte. Jeg blev virkelig bange, for jeg følte, at adenomyose ville forklare hvorfor jeg oplever så mange smerter i min livmoder og hvorfor der ikke var tydeligt væv i bækkenbunden. Jeg kom på Skejby og fik at vide, at det nok også var adenomyose jeg havde. Forlod stedet i chok uden at få en ordentlig forklaring på hvordan man skal forholde sig til dét.
I dag er jeg i et parforhold igennem 4 år. Jeg har ikke sex længere, da dette er for anstrengende. Sex er blevet for teknisk, jeg kan ikke få en orgasme uden ufattelige smerter og jeg føler mig generelt som en sygdom imellem min kæreste og jeg. Stiksmerter, krampeanfald, træthed og udmattethed er blevet en del af min hverdag. Der går ikke én dag hvor jeg ikke mærker et ubehag i underlivet. Jeg er stresset, muligvis deprimeret og bekymret for min fremtid hvor jeg egentlig gerne vil have børn.
Jeg har fået fjernet min spiral for at se hvordan mit mentale helbred forandrer sig, men der er ikke sket meget på de sidste 3 mdr. Jeg skal have ringet til Skejby og få svar på det der er at vide om min tilstand ÉN GANG FOR ALLE. Jeg er frustreret over, at der ikke tages hensyn til hvor forvirrende det er at være patient med endometriose og muligvis adenomyose. Jeg har brug for at vide hvad der er hvad, men jeg skal kæmpe for hårdt lige nu. Det kan jeg ikke overskue.