Jeg fik min første menstruation da jeg var 12. Der var ingen smerter, ingen forvarsler, bare massevis af blod. MEGET blod. Sådan har det altid været. En gang sov jeg i telt i haven, og om morgenen troede min mor helt seriøst, at jeg var blevet myrdet. Hun fløj ud i teltet og flåede mig op for at se om der var liv i mig. Der var blod over alt. På mig, på tæpper og dyner og hele teltets inderside.
Da jeg var 17 begyndte smerterne at komme. Jeg jokede med det måtte være karma, fordi jeg ellers aldrig havde haft ondt ligesom mine veninder. Den ondeste karma jeg nogensinde har hørt om så, og i så fald kan hun rende mig i røven.
Jeg havde min seksuelle debut da jeg var 18. Jeg fattede ikke hvad det var folk så i det. Det blev aldrig rart. Det var smertefuldt fra første gang - og er det stadig her 15 år senere. Uanset stilling, smørelse og gørelse. Jeg lærte hurtigt at sige “stop”, eller den lidet lidenskabelige: “Hvis du skal være færdig er det nu” til min partner.
Smerterne tog hurtigt til, og pludselig var de der ikke kun ved blødning. Jeg havde flere gange været ved min egen læge som slog smerterne hen. Af andre veje hørte jeg om endometriose og tænkte, at en tur til gynækolog var en god idé. Måske forsøgte karma at gøre det hele godt igen, for jeg havnede hos den mest fantastiske af slagsen. Jeg nævnte ikke endo med et ord, men kun mine symptomer. Allerede inden han undersøgte mig, var dét hans mistanke, ligesom det var min egen. Undersøgelsen bekræftede ham kun i, at det måtte være dét. Han lavede en henvisning til det lokale sygehus. I næsten et år kom jeg til kontroller hvor jeg fik afspændingsøvelser og ellers fik at vide, at jeg intet fejlede, og at smerterne var i mit hoved. Samtidig holdt gynækologen fast, og da han en dag mærkede noget mellem min livmoder og tarm fik han sendt mig til overlægens private klinik. Denne mente dog, at jeg var pivet, og at jeg skulle komme igen når jeg havde ondt flere end 4 ud af 7 dage. Jeg ventede… Da jeg mødte op igen sukkede lægen og sagde, at så måtte de jo operere.
Da jeg vågnede fik jeg en undskyldning. Og en diagnose. Hele mit underliv var klistret ind i endometriose. Min blære, mine æggestokke, livmoderens ophæng og min tarm.
Jeg kom på p-piller og blev sendt hjem med en folder om endo, og beskeden om, at nu var det væk.
3 år efter gennemgik jeg endnu en operation. Her fjernede de en chokoladecyste fra min æggestok. Igen fik jeg beskeden, at NU var min endometriose væk, men at jeg burde få mig en spiral.
Den virkede faktisk rigtig godt, så da den skulle skiftes ville jeg selvfølgelig gerne have en ny. Det blev hell on earth. Jeg blødte i tide og utide, smerterne kom tilbage og var værre end nogensinde før. Jeg havde pludselig cyster der sprang flere gange om måneden. En indlæggelse med smerter blev til 5 ugers indlæggelse. Jeg kunne hverken spise eller drikke og tabte mig. Meget. Beskeden var forstoppelse og depression - jeg var bare hverken forstoppet eller deprimeret.
Jeg blev tilbudt kunstig overgangsalder, men takkede nej efter min kæreste og jeg havde læst på bivirkningerne. Det turde vi simpelthen ikke sige ja til. Slet ikke når vi gerne ville have børn en gang. I stedet fik jeg stukket en recept på p-piller i hånden, som jeg skulle tage non-stop oven i spiralen, med beskeden: “så er du selv skyld i, at det gør ondt”. Jeg var på Fentanyl-plaster der blev skiftet hver 3. dag, med hurtigtvirkende morfin ved siden af. Alle de nervesmertestillende de havde afprøvet gjorde ingen forskel.
Jeg sad i kørestol flere dage om ugen fordi smerterne var så voldsomme.
Så kom migrænerne. Egen læge mente det måtte være bivirkning af hormonerne. Nu her 4,5 år efter jeg er stoppet med dem, er migrænerne her stadig. Omkring ægløsning og menstruation. Ca. 17 dage om måneden. Jeg skulle stoppe med p-pillerne, men i stedet tage minipiller. Så startede hårtabet. Som man ser det i film om nogen der får kemo.
Jeg slog i bordet og krævede endnu en operation. Min blære var pakket ind i en puppe af endo. Min tarm gad kirurgen ikke engang kigge på, men bagefter gav hun mig beskeden, at hvis vi skulle have børn, så var det nu.
Jeg trappede ud af min morfin, for ellers ville de ikke fjerne min spiral. Min, nu, ægtefælle skulle have testet sin sædkvalitet, for ellers ville de ikke fjerne min spiral. Jeg følte mig umyndiggjort.
Projektet startede og jeg blev gravid. Og tabte. Jeg blev gravid igen. Og tabte. Igen og igen. Vi blev henvist til fertilitetsbehandling, men da vi skulle starte op var jeg gravid igen. Jeg ringede til lægen for at aflyse. “Lad os nu lige beholde din tid. Så skal I ikke starte forfra med ventetiden. Ring igen hvis du stadig er gravid om en uge”.
Jeg ringede med smerter dagen efter. De kunne ikke finde graviditeten, men en cyste på højre æggestok på 8x7,5 cm. Den ville de gerne fjerne. Efter et par uger så vi et lille hjerte der slog. Så turde jeg ikke blive opereret. Vi fik en lille pige. 8 måneder efter blev jeg sådan helt “svup” gravid med lillebror.