Fik først diagnosen i en alder af 29 år.
Da jeg var 12 år, fik jeg madam rød. Og her startede mit smertehelvede. Hver måned blev jeg nedlagt af stærke smerter og kraftige blødninger. Min mor tog mig til lægen af flere omgange og fik udskrevet smertestillende. Dette stod på igennem 2 år.
Da jeg blev 15, slog min mor i bordet ved lægen. Og hun blev bare spist af med at "sådan var det jo at have menstruation".
Jeg fik udskrevet p-piller. Jeg har altid været umådelig træt og kunne sove 14-15 timer i døgnet, hvilket altid har undret mine forældre. Men herefter gik mit liv egentlig forholdsvis stille og roligt efter p-pille-opstart. Dog stadig med smerter.
Men nu begyndte mine teenageår. Og jeg prøvede egentlig at følge med alle mine venner og veninder. Også var det ligesom om at endoen gik en smule i stå (vidste ikke jeg havde endometriose endnu).
Jeg røg igennem flere depressioner i disse år. Jeg fik så en kæreste, da jeg blev 19 år. Og det er den mand, jeg er gift med i dag. De næste 8 år er uden symptomer.
Da jeg blev 27 år, valgte vi, at nu skulle vi have børn, og jeg smed mine p piller. Her startede turene ind og ud ved lægen.
Jeg blødte on and off i 2 år. Jeg fik udskrevet den ene form for antibiotika efter den anden. Til sidst hørte min læge efter.
Jeg fik en henvisning til kvindeafdelingen på Horsens Sygehus. Dog var det for sent.
3 dage før min tid på sygehuset blev jeg hasteindlagt og akut opereret, fordi man mistænkte en blindtarmsbetændelse. Man måtte tilkalde en overlæge fra kvindeafdelingen under min operation. Og ja, han kunne se, det stod slemt til.
Hele mit underliv var en stor bunke rod. Det hele var klistret sammen. Med kyssende æggestokke også. De lukkede mig i igen. Og jeg blev sat på IV-antibiotika.
Efter dette skulle min mor og jeg ind på en akutstue, da jeg var indlagt. Gynækologen tjekkede og konstaterede endometriose retrovaginalt. Jeg var grædefærdig, da hun sagde, at med min tilstand kom en graviditet nok ikke naturligt.
Jeg måtte tage stilling til, hvad mit største ønske var - på stedet. Om jeg ville være gravid, eller om de skulle fjerne det, de kunne. I min vildrede valgte jeg graviditet.
Så 1, 2, 3, så var jeg i Zoladex-behandling. Dette satte mine smerter i bero. Og de næste tre måneder foregik på fertilitetsklinikken. Da Zoladex så småt var på vej ud af min krop, satte man mig i lang behandling.
Jeg er en af de heldige, der blev gravid ved første forsøg. Min graviditet var fin. Dog havde jeg en masse bækkengener. Så jeg måtte gå på barsel før tid.
Min fødsel der i mod var et helvede. Mit vand gik om morgenen d. 15/3-2020. Der skete ingenting efterfølgende, og man satte mig på vestimulerende piller. Her skete der heller intet. Så jeg måtte på vedrop.
Om morgenen d. 17/3-2020 måtte jeg have akut kejsersnit. Det resulterede i en voldsom blødning fra begge de store cyster, jeg har på mine æggestokke. Jeg kunne aldrig have født naturligt, da jeg havde et kæmpe infiltrat hen over skedeåbningen.
Men det næste års tid var det bedste i mit liv. Jeg ammede og mærkede ikke synderligt til min endo. Da amningen sluttede 1/4-2021, gik det for alvor ned ad bakke.
Jeg måtte fuldtidssygemeldes, da min endo gik helt amok. Og d. 24/8-2021 lå jeg på operationsbordet på Skejby ved min egen læges hjælp. Ellers var jeg aldrig kommet så hurtigt til.
De fandt et kæmpe infiltrat, som gik fra livmoderens bagvæg og hele vejen om til skedeåbningen og tarm. Og en masse cyster. Det hjalp dog heller ikke at fjerne det.
Jeg måtte på flere forskellige hormonbehandlinger, som slog mig helt ud psykisk. Og det endte igen ud med en Zoladex-behandling i december 2021.
Dog hjalp Zoladex mig ikke denne gang. Jeg styrtblødte on and of. Havde kraftige smerter. Snakkede med Skejby utallige gange i den periode. Og jeg blev igen sygemeldt.
Lige pt er jeg sygemeldt og står uden job, fordi de har afskediget mig. Da det ikke er godt for driften at have en, der er så meget væk. Jeg kører en sag med min fagforening om forskelsbehandling.
Jeg er på ingen behandling pt. Og på længere sigt mener lægen, jeg skal på smerteklinik.