Jeg har haft et kronisk sygdomsforløb (kroniske endometriose smerter), der varede 2 år. Jeg havde altid haft ekstreme menstruationssmerter uden at have mistanke om, at der var noget galt. Da jeg var 20 år, begyndte jeg at opleve smerter og gener hver dag og var til lægen mange gange. Lægen blev ved med at fejldiagnosticere mig og behandle mig med medicin for sygdomme, jeg ikke havde. Min læge spurgte mig hvad jeg selv troede jeg fejlede, og jeg svarede at jeg ikke vidste det, og at jeg netop var taget til lægen for at finde ud af det.
Derefter undersøgte jeg det og fandt ud af at jeg havde alle symptomer på endometriose. Jeg fortalte min læge, at jeg oplevede alle symptomerne for endometriose, men lægen sagde at det ikke var det jeg fejlede uden at undersøge mig. Jeg blev ved med at få af vide at jeg var rask, selvom jeg forklarede at der var noget galt og at jeg bestemt ikke følte mig rask. Lægen sendte mig videre til en masse andre forskellige læger som også fejlbehandlede mig eller ikke troede på at jeg var syg. Jeg blev mere insisterende overfor min læge og fortalte at jeg gerne ville se en endometriose specialist, men jeg fik af vide, at det ikke var en mulighed.
Derefter blev jeg virkelig frustreret og insisterede at få hjælp, da det både var ekstremt slidende på min krop og min mentalitet. Lægen spurgte mig om det var fysisk eller psykisk at jeg ønskede hjælp, hvorefter jeg svarede, at jeg startede med kun at behøve hjælp til min fysik men at det nu havde udviklet sig til at jeg også ville have hjælp til min psyke. Derefter sagde lægen at jeg var angst for at blive syg, hvilke ikke passede. Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke havde angst for at blive syg, men jeg blev ængstelig fordi der ikke var nogen der ville hjælpe mig, eller som overhoved troede på at jeg var syg.
Et år efter havde jeg endelig kæmpet mig til at få lov til at møde en endometriose specialist på Rigshospitalet. Jeg havde et vidne med til konsultationen, fordi jeg ville bevise, at jeg ikke overdrev når jeg genfortalte mine lægebesøg. Det viste sig at være et godt eksempel på hvor defekt systemet er. Specialisten forsikrede mig om, at jeg ikke havde endometriose (inden jeg havde opsummeret mit sygdomsforløb og inden at hun havde lavet en gynækologisk undersøgelse). Jeg spurgte om jeg ikke godt måtte redegøre for mit sygdomsforløb og forklare mine symptomer, men det afviste specialisten, da hun ikke mente at vi havde tiden til det.
Hun undersøgte mig gynækologisk og fandt at min æggestok lå op ad min livmoder (hvilke er et tegn på endometriose), men fortalte mig at min æggestok nok bare havde valgt at sætte sig der den dag. Derefter anbefalede hun mig at starte på p-piller “hvis jeg virkelig var overbevist om at jeg havde endometriose”. Jeg spurgte hvorfor hun anbefalede det, når hun lige havde afvist at jeg havde endometriose. Hun sagde at det altid var en god ide at tage p-piller (hvilke jeg selv har dårlig erfaring med), og sagde at det var det hun kunne hjælpe mig med.
Efter den oplevelse mistede jeg alt tiltro til at jeg kunne få det bedre. Min familie greb ind og vi fik arrangeret en operation i udlandet. Heldigvis var det et vellykket forløb med kirurgen i udlandet og jeg er rask nu. I Danmark havde jeg fået et indtryk af at endometriose var en kronisk sygdom, som man aldrig ville kunne komme af med. Heldigvis var det ikke sandheden og jeg er smertefri i dag. Jeg har dog ikke bearbejdet alt det medical gaslighting jeg har oplevet fra danske læger, og jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an.
Der skal ske en drastisk ændring i hvordan man behandler patienter som potentielt har endometriose, og det skal belyses hvad det gør ved et menneske, at blive udsat for så meget mistro når man står en så alvorlig situation.