Af Nanna Lindbæk Qvesel
Endometriose hos teenagere har vist sig at være en større udfordring. Symptombilledet starter ofte meget tidligt – nogle gange før patienten har fået sin første menstruation. Det kan derfor tage flere år at få stillet diagnosen, og til den tid kan sygdommen have udviklet sig så meget, at den har fået alvorlige konsekvenser. Derfor er det i mange tilfælde også vigtigt at få stillet diagnosen tidligst muligt, så sygdommen kan behandles. Dette skal ske ved scanninger, kikkertundersøgelser og biopsier.
En skjult sygdom:
Typiske symptomer vil være svære menstruationssmerter og andre vedvarende eller akutte smerter. Behandlingen i så tidlig en alder består oftest af hormonprævention som symptombehandling uden en reel diagnose. Dog er det påvist, at mellem 50-70% af patienter, der gennemgår en tidlig kikkertoperation, får stillet diagnosen endometriose.
En progressiv sygdom:
Endometriose kan under en kikkertoperation vise sig som meget tydeligt væv, men også som bittesmå prikker af sygdom, som til tider vil være mindre synlig. Når diagnosen stilles, bliver den behandlet med ablation eller excision*. Bliver man opereret igen, kan det så være svært at finde ud af, hvad der er arvæv, og hvad der er endometriose. Derfor kan det også være svært at fastslå, hvordan sygdommen udvikler sig samt hvilket stadie, den er på.
En alvorlig sygdom:
Nyere forskning har påvist flere tilfælde af stadie 3 og 4 endometriose end førhen fundet hos unge patienter. Det kan muligvis være udtryk for, at endometriose hos disse patienter i dag er mere avanceret end dengang, og at lægefagligheden er i kontinuerlig udvikling. Hvor der førhen blev fundet overfladisk endometriose, bliver der i dag fundet mere udviklet endometriose med adhæsioner og endometriosecyster.
*Excision er den anbefalede teknik at operere med. Dog er det ikke alle læger, der er bekendt eller har nok erfaring med excision.
(Brosens et al, 2013)