Jeg husker tydelige mine morgener i 7. klasse - jeg havde SÅ ondt i maven, men min mor sagde, det var noget pjat, og jeg skulle se at komme afsted i skole. Jeg vidste ikke, hvad det var - men ondt havde jeg havde, ingen appetit og rigtig meget kvalme.
I 8. klasse kom smerter og kvalmen stadig - smerterne blev kraftigere og appetitten var væk i de perioder. Nu mere regelmæssig og i forbindelse med mine menstruation.
I 9. klasse blev jeg typisk også deprimeret i perioden med menstruation. Jeg græd meget, og kastede ret ofte op i disse perioder. Min mor sagde, jeg var hysterisk og pivet - “så ondt gør det jo heller ikke at få menses!”
Min mormor havde en smule ondt af mig og bad min mor om at lade mig være.
Som 16-årig startede jeg på handelsskolen - min krop tog meget på i vægt. Jeg havde det stadig dårligt omkring min menstruation - og en dag blev jeg dårlig midt i en time. Hvid i ansigtet gik jeg på toilet og kom ikke tilbage til timen. Min sidekammerat og læren synes, det var underligt, så de ledte efter mig.
Jeg lå på gulvet i en toiletbås med bukserne trukket ned og opkast i toilettet. Jeg var besvimet.
Min mor blev tilkaldt, og vi endte efter nogle dage ved det lokale lægehus. Jeg fik en gynækologisk undersøgelse og stukket p-piller i hånden. Det forsvandt smerterne ikke af - men for det meste kastede jeg ikke op i en periode. Men der gik kun små tre år - så startede det igen med opkast og diarré hver måned.
Jeg var startede med at arbejde på et hotel i London. Jeg troede det var hotellets mad, der gav mig madforgiftning - men det var det naturligvis ikke, har jeg indset. Efter et årstid med opkast og diarré kom jeg til Danmark igen. Jeg begyndte at planlægge nit liv efter, hvornår jeg skulle have menses.
Så min menses startede typisk fredag. Lørdag og søndag lavede jeg intet andet end at sidde på toilet - spiste meget lidt og drak meget lidt. Frisk igen mandag. Af lægen havde jeg fået recept ibuprofen til at tage de værste smerter.
I midten af 20’erne begyndte jeg at få svamp i skeden og bihulebetændelse en gang om måneden. Faktisk er jeg opereret 2 gange i næsen for at afhjælpe mine bihuler. Til sidst kunne øre-, næse-, halslægen ikke hjælpe mig med andet end symptombehandling.
Det levede jeg med - eller jeg begyndte at søge alternative behandlinger. Jeg gik til healer, kinesiolog, zoneterapi, akupunktør... Intet hjalp. Til gengæld fik jeg en depression og blev medicineret i et år.
I idt 30'erne mødte jeg min mand - og han ønskede sig inderligt en datter. Nu var jeg jo op i årene og han 10 ældre end mig, så vi blev enige om, at jeg skulle smide p-pillerne med det samme. Der skete ikke noget. Til læge med os - henvisning til gynækolog.
Gynækologen konkluderer, at vi måske ikke passede sammen kemisk. Han skyllede mit underliv og lagde op til fertilitetsbehandling. Vi skulle kontakte dem ved næste menses.
Den kom aldrig - jeg blev gravid, og fødte en datter ved akut kejsersnit 38 år gammel. Min graviditet gik fantastisk og året efter var uden smerter, men det holdte kun et år. Så startede de igen… smerter, opkast, diarré, depression, enorm træthed, konstant bihulebetændelse...
Jeg gik ned med stres som 41 årig - med et brag. Øre-, næse-, halslægen spurgte om mine bihulebetændelser måske var hormonelle - det satte tankerne i gang. Og under min sygdomsforløb stiftede jeg kendskab til Hormonel Harmoni af Fibæk. Lagde min kost om og bihulebetændelsen forsvandt!
Så startede jeg på job igen - og alt kørte sin vante gang. En gang måneden lå jeg underdrejet.
Da jeg blev 44 år, tog jeg til læge. Min menstruation var blevet voldsom kraftig. Fik en gynækologisk undersøgelse og blev sendt på kræftpakke til Horsens Sygehus, da lægen mærkede “noget”. På afdelingen for kvindesygdomme blev jeg scannet i underlivet og de fandt, hvad lignede endometriose i min venstre side ved tyktarmen, så de henviste mig til endo-teamet på Skejby.
Få måneder efter fik jeg en MR-skanning og bekræftet, at jeg har endo på tarmen. Løsningen blev en hormonspiral - den havde jeg i 3 måneder. Jeg kunne ikke tåle den.
Så tog jeg 6 måneder på konstant p-piller uden bedring. I stedet fik jeg det værre med forstoppelse, kramper ved ægløsning og menstruation. I samråd med endo-teamet besluttede vi at fjerne endo på tyktarmen - det blev gjort i år, hvor jeg er 46 år.
Desværre gik den operation ikke efter planen og et døgn efter, fik jeg en midlertidig ileostomi. Et døgn senere fik jeg en gynækologisk fistel.
Så på 3. måned er jeg sygemeldt - dog “kun” delvist pt. Jeg kæmper mig igennem dagen med smerter og træthed. Jeg afventer en kikkertundersøgelse i fuld narkose, så de kan finde ud af, hvordan de “lapper” min fistel. Når den er lappet og helet, kan jeg få min stomi lagt tilbage.
I min journal står der efter sidste MR-skanning foretaget i forbindelse med min fistel, at der ses endometriose ved skedeindgangen, og at jeg har adenomyose.
Sidst nævnt har ingen læger informeret mig om.
Jeg lever i håbet om, at min datter ikke skal vente 30 år på en diagnose og behandling. En behandling der kan kurer - ikke en som min behandling - der jo ikke har kureret mig, da endo kan “slå til igen”.
Jeg håber selvfølgelig, at hun slipper uden om denne sygdom. En sygdom, som ikke er anerkendt som kritisk, trods det, at den kan klistre alle vores organer sammen. En sygdom der ikke ydes økonomisk hjælp til. Der ikke vises hensyn og forståelse for i forhold til at kunne klare en almindelig arbejdsdag og familieliv. Der ikke forskes i.
Jeg håber, at sundhedsvæsenet får øjnene op, og indser denne sygdom fylder alt for meget i alt for mange kvinders liv!