Det hele starter i 2017. Jeg er på rejse i udlandet og finder ud af, at jeg er gravid.
Jeg tager til gynækolog, og fordi jeg er ny patient uden sygdomshistorie, vælger de at lave grundige undersøgelser. Ultralydsscanningen viser blandt andet arvæv op min livmoder, og gynækologen understreger, at det er meget vigtigt, at det bliver undersøgt efter fødslen.
Jeg er til daglig bosiddende på Færøerne, og jeg tager hjem før fødslen.
Efter fødslen forsøger jeg at blive undersøgt, men jeg finder hurtigt ud af, at man ikke bare kan bestille en tid til gynækolog. Man skal være fyldt 25, og der skal være noget helt galt - som i virkelig galt - før man kan bestille tid. Jeg er for ung, og mit celleskrab helt normalt. Så jeg kan ikke blive tilset af gynækolog.
To år senere får jeg en henvisning til Center for Kønsidentitet på Riget. Jeg er transkønnet og føler mig klar til at begynde mit kønsskifte, og herfra går alt ned ad bakke. Jeg bliver henvist til psykiatrisk afdeling på Færøerne, da en psykisk udredning er standard ved en henvisning til CKI.
Den går godt, og jeg henvises tilbage til CKI.
I 2021 oplever jeg for første gang nogensinde uregelmæssig menstruation. Min menstruation har altid været regelmæssig, langvarig og kraftig. Nu er den pludselig uregelmæssigt og kort. Jeg har pletblødninger i stedet for en normal menstruation.
Jeg tager til lægen, og jeg får besked på, at det nok er psykosomatisk, idet jeg er startet hos CKI. Jeg skal bare give det lidt tid.
Der går et år. Symptomerne vedbliver, og min menstruation udebliver ofte. Jeg får kraftige smerter, som ofte varer flere dage, og smerterne er så kraftige, at jeg faktisk ikke kan gå. Til tider bliver smerterne så kraftige, at intet hjælper, og jeg er nødt til at tage på akutmodtagelsen.
På Færøerne kan man ikke få juridisk kønsskifte, så i min journal står både mit fødenavn og mit ønskede navn. Når lægerne opdagede det og spurgte, om jeg er transkønnet, foretog de ikke flere undersøgelser. De har heller aldrig tiltalt mig ved mit ønskede navn. De kørte almindelig blodprøver, målte infektionstal og jeg fik en urinprøve, og så fik jeg ellers en seng og noget morfin. Dette skete også selvom jeg bad om at blive undersøgt af en gynækolog eller efterspurgte en scanning. Hver eneste gang har en eller flere læger foreslået, at jeg kontaktede psykiatrisk afdeling. De var sikre på, at mine symptomer alle sammen var psykosomatiske.
Jeg har ingen tidligere psykosomatiske lidelser, der blev ikke fundet nogle under udredningen hos psykiatrisk afdeling, og heller ikke hos CKI. Da smerterne igen blev uudholdelige, og jeg igen ringede til akutmodtagelsen, blev telefonen taget af en dansk person. Han læser min journal. På Færøerne er journaler ikke tilgængelige online, og de skal udskrives, hvis patienten ønsker aktindsigt. Lægen siger til mig, at en af de tidligere læger har skrevet, at jeg er hypokonder. Han spørger dog alligevel ind til mine symptomer, og så siger han til mig, at det er bedst for mig at søge mod udlandet, hvis det er en mulighed.
Jeg tager derfor tilbage til det land, hvor gynækologen først opdagede arvævet på min livmoder. Den nye ultralydsscanning viser nu, at der er vækster i min livmoder og arvæv på livmoderhalsen. Jeg tager hjem igen og forklarer situationen til min læge, og der bliver sendt en henvisning til en gynækolog. Gynækologen er meget nedladende og siger fra starten, at jeg er for ung til at have problemer med min livmoder.
Undersøgelsen tager 5 minutter, hun siger, at det hele er normalt, og at lægen i udlandet har narret mig for pengenes skyld. En måned efter bliver jeg tilset af en anden gynækolog, som er meget mere imødekommende. Hun siger, at vævet ved livmoderen og livmoderhalsen kunne ligne endometriose. Hun siger også, at endometriose ikke er farligt, og at mange kvinder lever med det.
Jeg spørger, om der skal holdes øje med det, og hun siger nej. 3 uger senere skal jeg til undersøgelse på gynækologisk afdeling på Riget, da jeg skal starte op på testosteron. Jeg bliver tilbudt en vaginal undersøgelse, som jeg takker ja til. Det bliver i løbet af undersøgelsen konstateret, at jeg har adenomyose.
For første gang nogensinde møder jeg en læge, som tror på mine smerter, og som ikke tror, at de er psykosomatiske. Siden opstart på testosteron har jeg fået min krop tilbage igen.
De kraftige smerter er væk. De blusser stadig op, men slet ikke på samme måde som før.
Jeg har stadig problemer med at få lægefaglig behandling på Færøerne som konsekvens af hele forløbet og alt dét, der er sket. Jeg har eksempelvis fået at vide, at jeg skulle få psykiatrisk afdeling til at kontrollere min blodprocent. En helt rutinemæssig blodprøve.
I forbindelse med opstart på hormoner er der en risiko for, at blodprocenten stiger, og jeg var symptomatisk, men lægen begrundede sig med, at når jeg var startet på kønsskifte, så måtte lægehjælpen komme fra psykiatrisk afdeling. Jeg har siden fået hjælp, men det har været en hård kamp.
Ja, jeg er transkønnet, men jeg er også et menneske.